Sejlerskolen i Hvidovre Sejlklub er bygget op som et toårigt kursus hvor der, udover erhvervelsen af Søfartsstyrelsens Duelighedsbevis og Sejlklubbens blå bevis, lægges vægt på, at eleverne lærer praktisk sejlads samt ydre omstændigheder såsom klargøring, rigning og afrigning af en båd.

Sejlerskolen råder over tre både. En Spækhugger og to H-både, hvor der kan være op til tre elever og en instruktør på hver.

Sejlerskolen starter i marts/april, hvor bådene klargøres til søsætning. Dvs. fjernelse af presenninger, rengøring, polering, bundmaling og eventuelle reparationer.

Når bådene er søsat klargøres masterne og påsættes bådene. Samtidig afprøves påhængsmotorerne.

I løbet af maj, juni, august og september afholdes der ugentlige øvelsessejladser. Juli er feriemåned men holdene aftaler dette indbyrdes.

Der sejles principielt mandag til torsdag og holdene sammensættes, med en instruktør, en af de første gange vi mødes.

Sideløbende med ovenstående afholdes der et tovværkskursus (3 – 4 aftener á et par timers varighed) hvor de gængse knob og stik læres sammen med splejsning af tovværk. 

Sejlsæsonen afsluttes ultimo september med afholdelse af eksamen (ekstern censor) i praktisk sejlads for 2. års eleverne.

I starten af oktober afrigges bådene, dvs. masterne tages af og lægges på plads i masteskuret. Samtidig klargøres bukkene til bådene.

Når bådene er taget op skal de rengøres og tømmes for udstyr inden de dækkes med presenningerne.

I oktober startes undervisning i teoretisk navigation. Der er undervisning en gang om ugen (normalt mandag) frem til ultimo januar hvor kurset afsluttes med en eksamen (ekstern censor). Kurset er åbent for alle medlemmer af klubben, men sejlerskolens elever har fortrinsret i tilfælde af overtegning.

Aktiviteterne omkring klargøring, søsætning og rigning af bådene tager typisk omkring to til tre formiddage i marts/april og det samme gør sig gældende omkring afrigning og optagning af bådene i oktober.

Sejlerskolen koster kr. 1200,- pr år men kræver samtidig medlemskab af klubben. Det medlemskab koster, som aktiv uden båd kr. 850,- samt et eventuelt indmeldelsesgebyr på kr. 250,-.

Derudover kan der være anskaffelse af lærebøger samt ”navigationsværktøj” i størrelsesordenen kr. 500-800,- samt 2 eksamensgebyrer á ca. kr. 300,-.

Indmeldelse og tilmelding foregår ved at henvende sig i Sejlklubbens kontortid, torsdag mellem kl. 18.00 og ca. 18.30. Du kan også kontakte Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. for at få yderligere information.

Søfartsstyrelsens duelighedsbevis giver også rettigheder til at føre speedbåd.

Sejlklubbens blå bevis giver adgang til at låne klubbens både, naturligvis efter aftale. Som eksempel kan nævnes at sejlerskolens både kan lånes for kr. 150,00 pr døgn og for kr. 600,00 pr. år kan en af sejlerskolens både benyttes til kapsejlads om onsdagen.